Jobs
Analyse & Tal søger to eksterne medlemmer til bestyrelsen
Analyse & Tal er et kooperativt analysebureau, der undersøger emner som digitale fællesskaber, bæredygtighed, sociale problemer, hadtale og spredning af desinformation. Vi arbejder for en mere demokratisk og retfærdig verden ved at levere viden og data til civilsamfundsorganisationer, offentlige myndigheder og fonde.
Vi er en medarbejderejet virksomhed med en demokratisk styreform. Alle faste medarbejdere er partnere, modtager samme løn og har lige stor indflydelse og ansvar for at udvikle og lede virksomheden. Analyse & Tal F.M.B.A. består i dag af 12 partnere, der sammen driver virksomheden efter tre ligeværdige bundlinjer:
- Økonomisk bæredygtighed
- Samfundsmæssig forandring
- Trivsel og medejerskab i arbejdsmiljøet
Vi søger lige nu to nye eksterne bestyrelsesmedlemmer, der skal bidrage til at videreudvikle vores medarbejderejede analysebureau.
Hvad indebærer bestyrelsesarbejdet?
I Analyse & Tal er vi grundlæggende af den opfattelse, at virksomheden har medarbejderne som omdrejningspunkt. Derfor ligger den daglige ledelse hos medarbejdergruppen. I praksis betyder det, at vi mødes hver mandag for at træffe beslutninger om drift og projektafvikling. Derudover afholder vi hver måned et længere strategimøde, hvor vi tager langsigtede og principielle beslutninger.
Det er denne særlige ledelsesform, som vores bestyrelse skal være med til at understøtte og udvikle.
Bestyrelsens rolle er under udvikling i Analyse & Tal – noget man som bestyrelsesmedlem kan være med til at præge. Vi går fra en mere passiv kontrolfunktion til et mere aktivt, ledelsesmæssigt supplement. Dels skal bestyrelsen give os sparring på vores tre bundlinjer. Derudover skal den træde til, når vores flade og kollektive struktur har brug for et eksternt blik og tydelige ledelsesmæssige beslutninger. Som eksternt medlem bliver du en del af en bestyrelse, der:
- Sparer med medarbejdergruppen om strategi, økonomi, trivsel og ledelsesudfordringer
- Indgår i beslutninger vedrørende personaleledelse, fx i tilfælde af konflikter, advarsler eller afskedigelser
Bestyrelsen kommer til at bestå af to eksterne og to interne medlemmer fra medarbejdergruppen, med mulighed for udvidelse på sigt.
Der afholdes otte årlige bestyrelsesmøder – nogle sammen med hele bestyrelsen, andre som deltagelse i medarbejdergruppens strategimøder.
Hvem leder vi efter?
Vi forestiller os, at du kan se dig selv i flere af disse punkter:
- Har erfaring med personaleledelse, arbejdsmiljø, HR og/eller organisationsudvikling
- Forstår flade eller alternative organisations- og ledelsesformer, fx kooperativer
- Har erfaring med tidligere bestyrelsesarbejde
- Har strategisk forretningsforståelse og gerne erfaring med økonomistyring
- Har gode kommunikative evner
- Har et godt netværk inden for civilsamfundet, konsulentbranchen eller fondsverdenen
Vi tilstræber diversitet i bestyrelsens sammensætning – både hvad angår køn, erfaringer og perspektiver.
Hvad tilbyder vi?
- Indsigt i og indflydelse på en kooperativ virksomhed i udvikling
- Et engageret, tværfagligt fællesskab med høj faglighed og nysgerrighed
- Et årligt honorar på 25.000 kr.
- Onboarding, hvor du introduceres til vores arbejde, struktur og kultur
Sådan søger du
Send en kort motiveret ansøgning og CV til Søren Nielsen-Gravholt soeren@ogtal.dk senest d. 19. maj kl. 12
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Søren Nielsen-Gravholt på mail eller tlf. 40737726.
Udvalgte kandidater inviteres til samtale, der afholdes mellem d. 22. maj – 4. juni.
Den nye bestyrelse vælges på generalforsamling midt juni. Dato fastlægges i løbet af foråret.
Vi glæder os til at høre fra dig – og opfordrer alle, der kan se sig selv som en del af Analyse & Tal, til at søge, uanset baggrund, køn, funktionsevne eller etnicitet.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
Open cover letters are always welcome
Want to work with us? Send an e-mail to us and tell us why!
